CHIPAWO

Her kan du læse om DATS' samarbejde med CHIPAWO fra Zimbabwe.

"Friends of CHIPAWO abroad"
"CHIPAWO's venner i udlandet"

af tidligere generalsekretær Thomas Hauger

Mange DATS'ere har i tidens løb haft den glæde at møde CHIPAWO fra Zimbabwe. Enten en børneteatergruppe, en ungdomsgruppe eller repræsentanter fra organisationen på kurser i Danmark eller som deltagere på LR-mødet.

CHIPAWO - som vi nu har haft nære bånd til i næsten 20 år - lider under svære økonomiske vanskeligheder i Zimbabwe. Dels er der ingen støtte til aktiviteter som deres og dels er der hyperinflation. Hvad du har af penge i dag kan være det halve værd i morgen.

Igennem perioden 2001 - 2004 lykkedes det DATS at donere et beløb på 1 million kroner gennem Udenrigsministeriet som et u-landsprojekt med det formål at skabe job i den kreative sektor. Det projekt er lykkedes til fulde og har virkelig gjort en forskel for mange unge i CHIPAWO og sluttede med oprettelsen af Zimbabwe Academy for Arts Education.

Det projekt er afsluttet, men CHIPAWO fortsætter ufortrødent deres virke. Under det store projekt opdagede vi betydningen af, at udenlandsk valuta der skulle bruges i landet, først i sidste øjeblik, blev afleveret til CHIPAWO og det via kurér.

Det er disse erfaringer der nu har ført til dannelsen af non-profit organisationen Friends of CHIPAWO abroad.

DATS udgør bestyrelsen i organisationen ved sin formand, næstformand og generalsekretær og har en bankkonto, hvor donationer etc. kan indsættes og senere sendes til CHIPAWO, når der hos dem skønnes at der er brug for det.

Indbetalinger skal bruges til:

  1. Kontingent for børn så de kan deltage i "Arts Education for Development and Employment" programmer i de forskellige CHIAPWO centre.
  2. Tilskud til børn i CHIPAWO der mangler hjælp til sundhed, mad, husly, tøj og undervisning.
  3. Tilskud til at uddanne og betale CHIPAWO lærere og pædagoger der arbejder med børnene.
  4. Legater til CHIPAWOs ældste børn så de kan få diplom og certifikat kurser på Kunst Akademiet.

Pengene går til:

  1. Børnenes udvikling og velfærd gennem arbejdet med kunst.
  2. Ligestilling og særlig styrkelse af pigernes selvforståelse og selvtillid.
  3. HIV/AIDS oplysning og støtte.
  4. Fattigdomsbekæmpelse gennem uddannelse og skabelse af jobs.
  5. Udvikling af demokrati, rettigheder og en kritisk kultur.

Budskabet om denne nye organisation og dens formål er spredt til hele verden og de første bidrag er allerede kommet ind. Ønsker en kreds, gruppe eller enkeltperson at donere til foreningen så kan bankoplysninger fås ved henvendelse til sekretariatet.

DATS – landsforeningen for dramatisk virksomhed - Jernbanegade 5 - 6230 Rødekro - dats@dats.dk - Tlf. 74 65 11 03