Blog: Det dramapædagogiske arbejde med unge

Læs her om Anders´ tanker i forhold til emnet "Hvordan foryngre man teatergruppernes aktive medlemsskare?"


Af DATS-blogger og medlem af Sløjdscenen - Anders Schriver Pertou

DET DRAMAPÆDAGOGISKE ARBEJDE MED UNGE

På kreds- og netværksmødet i Vejen d. 21.11.2015 var et af emnerne ”hvordan forynger man teatergruppernes aktive medlems skare?”

Med andre ord: hvordan fastholder man forbindelsen til unge, der i deres livsforløb nu må søge væk fra det lokale for at uddanne sig eller arbejde relativt langt fra deres hjemegn.

Tidligere bestyrelsesmedlem i Sløjdscenen, Birgit Knudsen, holdt et glimrende og engageret oplæg, der også berørte dette emne. Hendes pointe var, at man nok ikke kunne kæmpe mod det faktum, at unge ikke holder fast i vores teaterforening af loyalitets-grunde, men må søge derhen, hvor mulighederne for uddannelse og jobs er.

Hvis jeg må tilføje: Som det ses i samfundsudviklingen er det ikke kreative, kunstneriske områder, man driver de unge hen til.

Vi har på Sløjdscenen en meget lang tradition for at gennemføre dramapædagogiske forløb med både børn og unge.

Forløb der alle skulle ende med en forestilling eller to.

Således er flere børn startet fra 0. klasse og har så fortsat op til ungdomsholdet.

I flere år har aldersgrænsen for ungdomsholdet været fra 9. klasse til 3. g.

Men vi har også forsøgt med et hold fra 7. klasse til 3.g.

Det var en fejl. Aldersspredningen var for stor. Også selvom de ”ældre” deltagere var søde til at hjælpe ”ungerne”. Men de ældre kom jo for at få en selvudvikling. Ikke for primært at oplære føl.

Det er min klare overbevisning, at de unge gerne vil inviteres ind i ”de voksnes rækker”.

Desuden har flere måske gennemgået dramatiske øvelser på børneholdene og har der igennem fået en kunstnerisk opdragelse.

Vi har gennemført nogle workshops for både ungdoms- og voksenskuespillere. Improvisationer og storytelling. Vi indbød publikum til at se resultatet. Det lærte vi af.

Men vi er også kommet til det resultat, at de unge skal inviteres til at være med i en konkret teaterproduktion. Nogle har måske efter år på børnehold ”fået nok af” dramalege. Nu skal det være mere alvor – sammen med de gamle teater-rotter.

(At det så altid har været alvor…)

I det forløb kan man også kan inkorporere ”Dramalege” – som figuropbygningsøvelser m.v., men det er en anden sag. Og det er min erfaring, at de unge har tillid til disse øvelser.

Man må altså tidligt invitere de unge ind i en større produktion. Gerne med det store udtræk. 

Det har vi gjort. Senest i forestillingen "Svend, Kurt og Valdemar", som jeg genskrev og instruerede med uvurderlig hjælp af Kathrine Cecilia Poulsen.

Der fortsatte og videreudviklede vi også min ambition med at få live musik som meddigtende faktor i mine teaterfortællinger, KVINDFOLK og MANDFOLK. Med helt unge musikere og sangere.

Det succesfyldte initiativ ASKOV MUSIKSCENE, hvor lokale amatørbands i samarbejde med RYTMISK MUSIK VEJEN fik en teknisk professionel platform, PR og alt mulig praktisk hjælp, var med til at fortælle de unge, at Sløjdscenen ikke alene er for børne- eller voksenteater. Men også et kulturhus for unge.

Som det ser ud lige nu, har vi ikke et ungdomshold som sådan. Men jeg læser med to af scenens åbenbare talenter.

Ikke at de er udvalgt efter en nåle-øje-test. Men de har begge givet udtryk for et ønske om at lære mere om skuespilkunsten. Måske for at realisere en drøm om at blive skuespiller.

Og nu er planen så, at de skal lave en forestilling til scenens nytårsgalla. Monologer og dialoger. Blandt andet mine tekster, der bl.a. er baseret på de to spilleres improvisationer.

Jeg har en stor beundring for mine unge spillere. Og det er tydeligt, at de har lært af de dramapædagogiske forløb, de har gennemgået. På børne- og ungdomshold.

Men også af de produktionshold, hvor de er blevet optaget på lige fod, og med samme forventninger, som de mere erfarne aktive medlemmer af scenen.

Lige nu opretter vi ikke ungdomshold som sådan. Men inviterer de unge til at indgå i teaterproduktioner på lige fod med de voksne.

Det gælder det kommende års kirkespil. Festspil til nytår, med monologer og dialoger, der fremføres af både de unge og de erfarne. Og et såkaldt voksenspil til marts.

Endelig skal også fremhæves et andet initiativ. Vore teknikere opfordrer børn og unge, der gerne vil finde en vej ind i teatrets verden, til at hjælpe med lys- og lydteknik. Flere, måske særligt drenge, vil gerne være med i dette fællesskab. Og det kan de så.

Fællesskab er det vigtige kodeord.

Vi kan ikke kæmpe imod, at de unge rejser væk fra vores lokalsamfund. De skal jo opsøge steder, hvor de kan blive klogere. Endelig presses de også gennem et uddannelsessystem. Jeg håber og tror på det bedste til dem alle. Det skal nu godt gå dem godt.

Men vi kan sende dem ud i landet, ud i verden med en erfaring om fællesskabets kraft. Og om den kreative, kunstneriske kraft. Det kan vi på Sløjdscenen. Ikke at det skal være en ideologisk overskrift, der pryder facaden.

Men alle vi frivillige instruktører har haft lige stor opmærksomhed på det enkelte medlem, på holdet med børn, unge og gamle, og på de kunstneriske mål, der binder det hele sammen.

Fællesskab, kommunikation og kreativitet.

Jeg tror, at de unge medlemmer, vi med blødende hjerte siger farvel til, alligevel har fået disse tre ord med ud i livet.

Og måske vender en af dem tilbage med en god dramatisk tekst.

Eller som tekniker, skuespiller, musiker....

Svend, Kurt og Valdemar

Foto: Per Kjær fra "Svend, Kurt og Valdemar"


Læs også Anders Pertous tidligere blogindlæg:


Blog: Børneteater skabt i fællesskabets kraft

Blog: Fortælling, formidling og fællesskab

Blog: Exit - en ungdomsforestilling

Blog: Generationer af teatermandfolk

DATS – landsforeningen for dramatisk virksomhed - Jernbanegade 5 - 6230 Rødekro - dats@dats.dk - Tlf. 74 65 11 03