Kunsten at slå hjernen fra

DATS-blogger Bente Christensen skriver her om at turde give slip på sig selv i improteater og skriveøvelser. Det handler om, hvor svært det kan være at slå hjernen fra, og hvor fedt det kan være, når det rent faktisk lykkes. Og mon ikke netop sådanne øvelser, kan hjælpe os alle til en hverdag med mindre stres og mere fordybelse?

”Det gælder om at slå det indre analyseapparat fra og bruge den første idé, der kommer til jer.”

Sætningen er en del af en længere remse, jeg uge efter uge har indprentet mine dramaelever i arbejdet med improvisation og teatersport. Som regel efterfulgt af impro-legen ”Frys”, hvor eleverne skal starte en scene uden at vide, hvor, hvornår og hvordan den vil ende.

Det er svært at give slip på kontrol og hjerne, og det har jeg senest mærket på egen krop. Sideløbende med dramalærerjobbet er jeg dette forår selv på skolebænken i Teater Katapults DramatikerLab, hvor dramatikerspirer arbejder på at dygtiggøre sig som dramatiske skribenter. Her bliver vi blandt andet i skriveøvelser opfordret til at give slip, slå hjernerne fra og skrive derudaf - uden at rette, slette eller analysere på ordene, der dukker op på skærmene foran os. Og her må jeg forsøge at gøre det, jeg selv har prædiket.

Så hvordan gør man det her med at slå hjernen fra? Det lyder jo i teorien nemt. Men – oh ve! – i praksis langt sværere at udføre! Jeg giver ordet til den engelske instruktør Keith Johnstone, der grundlagde International Theatresports Institute i 1998:

“Imagination is as effortless as perception – unless we think it might be “wrong”, which is what our education encourages us to believe” – Keith Johnstone

Som individ lærer vi fra livets start, hvad der er rigtigt og forkert. Gennem familienormer og værdier, og/eller i institutionernes favn. Når vi omkring seks års alderen når frem til uddannelsessystemet, bliver rammerne for, hvad der er rigtigt og forkert endnu klarere defineret. Vi skal lære at begå os både fagligt og socialt, og vi skal helst holde os inden for normalkurven uden de store udsving i temperament og generel adfærd. Men lur mig, om der så ikke kommer en dramalærer farende og beder én om at lægge analyse- og kontrolapparaterne på hylden og stille alle sine skøre indfald og forbudte tanker frem til frit skue, bygge videre på dem og dermed skabe dramatisk stof!   

Når jeg underviser, forsøger jeg at skabe et trygt rum for improvisationerne, og det er min erfaring, at det er effektivt at ’fjolle for’. Så jeg banker bøf, giver den max gas i ’ét-tag-fat-med-grine-og-græde’, kaster mig ind i slowmotion slagsmål (uden fysisk kontakt) og lader mig dirigere rundt som en radiobil med bind for øjnene. I de fleste tilfælde konstaterer eleverne, at læreren er lettere gak, og at det egentlig er meget sjovt, og så vover de som regel pelsen og kaster sig ud i en omgang ’Frys’.

Det lykkedes ikke altid for alle at ’slå hjernen fra’. Men der findes også en vigtig læring – og for nogen elever en enorm overvindelse - i selve dét at vove forsøget, og det skal roses! Og vover man forsøget tilstrækkeligt mange gange, lykkes improvisationen på et tidspunkt. Det er en gave at se, når lyset går op og (analyse-) hjernen går ned hos eleverne. Ordene falder ud af munden på dem, og pludselig opdager de, at de stort set kan sige hvad som helst – intet er forbudt eller forkert. Magiske øjeblikke opstår og belønnes med sprutlatter fra tilskuerrækkerne. 

Så vidt dramaeleverne. Selv øver jeg mig bag skærmen i at slå hjernen og lade fingrene danse på tastaturet. I hvert fald lige indtil jeg opdager, at ordene på min computerskærm har formeret sig til sætningen: ”Jeg frygter at gå i biografen…” og mit indre analyseapparat blokerer og høfligt gør mig opmærksom på, at det ikke er korrekt. Jeg kan godt lide at gå i biografen. Analyseapparatet synes, at sætningen er noget pinligt makværk at have stående. Her må jeg gribe i egen barm for ikke at gribe til delete-knappen og minde mig selv om, at når Line Knutzon kan skrive (fabelagtig) dramatik om en mand ved navn Torben Toben, der har spist hele verden, så er det en absolut nødvendighed, at jeg lader min nyfundne biograffrygt blive stående på skærmen.[i] 

”En kunstner er nødt til at acceptere det materiale hans fantasi giver ham, ellers smadrer han sit talent”, Keith Johnstone[ii]

Det er ikke en nem kunst at slå hjernen fra. Men det kan lægge grobund for at skabe (stor) kunst. Sidst, men ikke mindst er der for mig at se også en mindfulness-gevinst forbundet med improvisationens regel om at stole på sin første idé:

”Centralt i mindfulness er nærvær, fuld opmærksomhed på det, man lige nu og her beskæftiger sig med, tilstedeværelse med alle sanser åbne. (…) Følelser og tanker ignoreres eller vurderes ikke. De observeres, (…)”[iii]

Kan man ikke med rimelighed betegne improvisation – hvad enten det foregår på scenegulvet eller bag skærmen – som en udvidet form for mindfulness, idet vi her efterfølgende bruger tanker og følelser som videre byggemateriale for kunstneriske udfoldelser, som på den lange bane gør os klogere på os selv og hinanden? Og i forlængelse heraf: når vi nu har sat mindfulness på skoleskemaet – kunne vi så ikke passende følge op med mere dramaundervisning?

 Har du fået lyst til at selv at prøve kræfter med teatersport – se DATS' forårskursus i Aabenraa.

Har du lyst til at arbejde med improteater i praksis, så de Forlaget Dramas bøger om emnet her.

Læs alle indlæg fra Bente her:

Blog: Teori eller praksis - hvad er god dramaundervisning?

Blog: Audition Day

Blog: Pilgrimme, drager og læringsrollespil

Blog: Noget om at fange an og skrue ned for charmen


 

[i] Knutzon, Line (2000): ”Torben Toben” (http://www.drama.dk/skuespil/txt/1972.html )

[ii] Johnstone, Keith (1987): “Improvisation og teater”, Hans Reitzels Forlag, København K. 118.

DATS – landsforeningen for dramatisk virksomhed - Jernbanegade 5 - 6230 Rødekro - dats@dats.dk - Tlf. 74 65 11 03