Blog: Tak for forestillingen

Publikumsfeedback, konsulentsamtaler eller åben diskussion. Hvordan skaber man den bedste evaluering af forestillinger på teaterfestivaler?

Vildskudstemning

Af DATS-blogger Madeleine Friis, en del af vækstlags-teaterfestivalen QuongaFest i Aarhus samt uddannet fra dramaturgi og oplevelsesøkonomi ved Aarhus Universitet.


August er startet, og det betyder for mange i teatervækstlaget og indeppendentmiljøet, at vildskuds-sæsonen er nær! Til dem af jer, der ikke lige er bekendte med Vildskud, kan jeg oplyse, at det er den årlige teaterfestival for independent og upcoming teater afholdt i teaterHUSET i København. Og hvis du har tid til at tage derhen, vil jeg klart anbefale det.

Ud over forventningens glæde og overvejelsen om, om jeg overhovedet får tid til at tage af sted i år, så genkalder festivalen også en del minder. En af dem, der i øjeblikket optager mig mest, er diskussionen om, hvor meget man ”bør” vurdere og kritisere forestillingerne. Jeg skriver ”bør”, fordi der vel egentlig ikke er noget endegyldigt svar men blot forskellige holdninger. Lad mig lige uddybe hvor diskussionen kommer fra.

Jeg har i flere år været med til at arrangere QuongaFest i Aarhus, den aarhusianske version af Vildskud. For nogle år siden begyndte enkelte arrangører så småt at benytte vendingen ”Tak for forestillingen” til flere af de udøvende performere på festivalen, og dermed ikke kommentere mere subjektivt på forestillingen.

Det kom sig af, at der måske (måske!) var gået lidt meget vurdering over snakket i caféen. Her vil jeg gerne understrege, at vurderingen ikke udelukkende var negativ, men at snakken i lige så høj grad gik på ”wow, en god forestilling, den SKAL du se!”.

Det er en episode og en vending, som jeg flere gange har spekuleret over siden. For selvfølgelig skal alle de udøvende performere da have et ”tak for forestillingen”. Alle har gjort et stykke arbejde, har lagt energi og kræfter i at vise noget. Men… er det ikke også okay at nogle forestillinger er bedre end andre? At nogle bare har mere erfaring og andre er nye?

Normalt plejer jeg at opfordre til, at man lige kigger sig rundt, inden man kommer med for meget kritik. Konstruktivt eller ej, så er det aldrig sjovt at høre bramfri kritik om et stykke arbejde, man har lavet. Men handler det om at komme med den bedste forestilling til sådan noget som QuongaFest, Vildskud og Scenoskop i Odense? Eller handler det om, at vækstlaget lærer af processen frem mod forestillingen, at de får nye erfaringer og mulighed for at høre, hvordan deres performance virker eller ikke virker på publikum?

For fejl er smukke, og kunsten er at lære af dem. Dermed ikke sagt, at det er sjovt at høre ens fejl blive omtalt af andre – specielt hvis man ikke er opmærksom på, at man har lavet en.

Omvendt vil jeg lige understrege, at man ikke skal spørge, hvad folk synes om ens forestilling, hvis ikke man er klar til at høre sandheden. Det var i hvert fald super akavet, da en performer på sidste års festival valgte at gå hen til en bekendt og sige:
”Jeg så du var inde og se vores forestilling – hvad synes du?”, og denne bekendte ikke lige havde pokerface nok til at sige det, performeren ville høre. Jeg kan ikke huske hvilke ord, der præcist blev sagt, men stemningen blev da akavet nok til næsten af kunne skære igennem.
Anyway…

Hos Quonga har vi de seneste festivaler arbejdet med konceptet ”publikumsfeedback”. Efter forestillingen bliver de publikummer, som har lyst, siddende og kan stille spørgsmål og komme med feedback til den performende gruppe. I princippet er det en måde at mindske hvisken i krogene, og i stedet facilitere en direkte og konstruktiv dialog mellem publikum og performerne. 

Hvis jeg selv skal sige det, har vi haft lidt svært ved at finde formen. Hvem har egentlig lyst til at sige til gruppen:
”Jeg synes jeres intro var for lang, I bruger for lang tid på at introducere karaktererne, og I kunne sagtens korte 20 min. af forestillingen ved at blive mere tight i overgangene”, når de sidder foran et publikum, mens de i øvrigt også skal vise den i morgen? Jeg havde i hvert fald ikke.

Uden at vide noget specifikt har jeg en ide om, at konsulentfeedbacken, hvor gruppen sidder alene med en konsulent, er mere brugbar for de udøvende grupper, fordi der her bliver skabt et mere trygt rum. Om det er tilfældet, kommer nok både an på konsulenten og gruppen.

Brugen af konsulenter gør selvfølgelig ikke publikums lyst til at lege smagsdommere mindre. Men gør det egentlig noget at folk har en holdning, så længe man lige tænker sig om og har lidt respekt for de mennesker, man omtaler?

DATS – landsforeningen for dramatisk virksomhed - Jernbanegade 5 - 6230 Rødekro - dats@dats.dk - Tlf. 74 65 11 03