NEATA Short Play Festival 2016

D. 7. - 8. oktober 2016 på Færøerne

NEATA-festivalen 2016 afholdes på Færøerne – denne gang som en shortplay festival.

Kunne I tænke jer at deltage med jeres shortplays i Tórshavn d. 7. - 8. oktober 2016?

De færøske værter skriver følgende i deres invitation til de ni deltagerlande I NEATA (North European Amateur Theatre Alliance):

NEATA Short Play Festival

Færøerne 7.-8. oktober 2016

I nogle år har Island og Færøerne været de eneste deltagere på denne type festivaler (shortplay festivaler) og har arrangeret dem skiftevis i de to lande. I 2016 skal Færøerne være værter, og vi vil gerne benytte lejligheden til at invitere flere lande til at deltage med ønsket om at udbrede kendskabet til shortplay formen og med tanke på at etablere stærkere forbindelser mellem amatørteaterorganisationerne i hele NEATA-regionen. NEATA Short Play Festival 7. - 8. oktober 2016 vil således være den IX officielle NEATA-festival 2016 afholdt på Færøerne.

Betingelserne for deltagelse er:

-          At hvert land deltager med max. 3 stykker.

-          At stykkerne meget gerne må være nyskrevne.

-          At spilletiden for hvert stykke højst må være 15 minutter.

-          At kravene til lys/lyd og scene bliver holdt på et minimum.

-          At der kun vil være tid til højst 5 minutters sceneskift mellem stykkerne.

-          At stykkerne bliver fremført med vægten lagt på det visuelle, så de er forståelige for et internationalt publikum.

 

DATS har altså mulighed for at sende 3 shortplays til NEATA-festival på Færøerne med rejse og ophold betalt.

Da de 3 stykker skal kunne spilles i træk forestiller vi os, at de sættes sammen i et forløb, som allerhøjst varer 55 minutter incl. skift mellem de enkelte stykker (meget gerne mindre). Derfor vil det være nærliggende, at de 3 stykker produceres af enten samme scene/gruppe eller måske i et samarbejde mellem scener/grupper.

Det er vigtigt at notere sig, at det samlede antal medvirkende i alle tre shortplays, som vi kan sende til Færøerne, ikke overstiger 10 personer (incl. teknikere, instruktører m.v.).

Har I lyst til at prøve kræfter med en lidt ”anderledes”, hurtig og slagkraftig måde at arbejde med teater på?

Og har I lyst til at komme på en uforglemmelig international festivaltur til Færøerne?

Så udfyld ansøgningsskemaet senest mandag d. 14. marts 2016.

Har I yderligere spørgsmål – måske omkring begrebet shortplays eller andet vedrørende NEATA-festivalarrangementet, er I velkommen til at sende dem i en mail til teaterkonsulent Morten Hovman på morten@dats.dk    

NEATA Festival 2016 - støbeskeen

Foto: Axel Gadegaard - Støbeskeen med deres short play progam på DATS Teaterfestival 2015.

DATS – landsforeningen for dramatisk virksomhed - Jernbanegade 5 - 6230 Rødekro - dats@dats.dk - Tlf. 74 65 11 03