Jacob Jessen

Ved DATS Årsmøde d. 18. april 2015 blev Anna og Arne Aabenhus legatet uddelt af landsformand Anders Hind på vegne af hovedbestyrelsen til Jacob Jessen.

Med følgende begrundelse:

Jacob er passioneret amatørteatermand og har arbejdet med amatørteater i mange forskellige sammenhænge - altid seriøs, tålmodig og inspirerende.

Han trådte ind i styrelsen for DATS Nordvestjysk Kreds i 1981 og blev i 1982 formand for kredsen. Det har han været lige siden. Han har også siddet i DATS' hovedudvalg og været initiativtager til og er leder af teatergruppen AMARD. - Men hans hjerteblod ligger i arbejdet med undervisning, instruktion og som aktiv på scenen. Utallige er de elever og amatørskuespillere, som er blevet undervist og inspireret af ham gennem årene, hvor de har oplevet ham som bl.a.

  • Underviser i drama på Thisted Gymnasium, HTX Thisted og VUC Thy-Mors
  • Instruktør for talrige teaterforestillinger og musicals på Thisted Gymnasium
  • Instruktør for Fyrspillene i Sydthy i alt syv gange siden 1992
  • Instruktør for Kulturforeningen Rosvangs egnsspil på gården Rosvang fem gange
  • Instruktør for Thisted Morskabsteater - Revyer og spil
  • Instruktør for Stavnsbåndspillet i Thisted 1988
  • Spil på Hov Dås ved Østerild
  • Gadeteater og gøgl sammen med bl.a. sine sønner
  • Spåmand i Tømmerby
  • Kredskonsulent i DATS - flere discipliner

Det er også kendetegnende for Jacob, at han altid er åben for selv at lære. Han har taget DATS grunduddannelse og i en moden alder tog han en bachelorgrad i dramaturgi fra Århus Universitet. - Dario Fo er en af Jakobs store inspirationskilder - det samme gælder Olsen Banden filmene.

Jacob er om nogen et menneske med lidenskabelig og kærlighedsfuld tilgang til arbejdet med amatørteater, altså en amatør i ordets egentlige forstand. Også derfor fortjener han at modtage Anna og Arne Aabenhus’ Legat.

Jacob Jessen blev indstillet af Fyrspillene i Sydthy, Kulturforeningen Rosvang og Thisted Morskabsteater

DATS – Dansk Amatør Teater og Scenekunst - Torpsgade 13 - Smidstrup - 7000 Fredericia - dats@dats.dk - Tlf. 74 65 11 03