DATS og Danmark på Verdensteaterfestival

Tirsdag den 7. juli gik startskuddet for IATA´s Verdensteaterfestival, der i år udspiller sig i Flandern, den vestligste del af Belgien – og hedder Spots Op West. Læs DATS konsulent i scenografi og visuelle udtryk, Peter Rafn Dahms dagbog fra de første 3 dage på festivalen.

Læs DATS konsulent i scenografi og visuelle udtryk, Peter Rafn Dahms dagbog fra de første 3 dage på festivalen.

TIRSDAG
Åbningen blev markeret med en storslået teater- og musik-performance, skabt til lejligheden, i den flotte  friluftsarena nær landsbyen Westouter, hvor hele festivalen udspiller sig. I løbet af 5 dage spiller  60 grupper 150 forestillingen på 15 forskellige spillesteder. Det er ret vildt.

Spots op west 2015 Åbning

Foto: Peter Rafn Dahm - Foto fra åbningen

Danmark er repræsenteret med  2 grupper: Circonflex, der stiller op med  ”Running”. En audio-run, hvor publikum oplever i løb – udstyret med mp3 afspillere og hovedtelefoner. Og Teater Fluks, der er ankommet med en kassevogn, der er ”scenen” for deres ”Flygtning Transportable”: Publikum lukkes simpelthen inde  i vognen – sammen med 2 flygtninge.

Vi i den danske DATS delegation – Pia, Jens, Liselotte, Morten og Peter – skal opleve begge forestillinger onsdag, og er meget spændte på de to helt unikke bud på, hvordan festivalens tema ”On the run” kan fortolkes. Festivalkommiteen  har også høje forventninger til de to forestillinger og  fremhæver dem blandt festivalens ”Highlights”.

Udover Circonflex og Fluks når vi (forhåbentlig)  at se 8 andre forestillinger de næste 2 dage, både lokale og internationale, så vi har et tætpakket program foran os.

Udover at se forestillinger, deltager vi i møder, både i den store verdensorganisation for amatørteater, IATA, og i vores regionale afdeling, NEATA, der omfatter Island, Færøerne, Norge, Sverige, Finland, Estland, Letland, Litauen og Danmark

ONSDAG
Vi starter med at mødes i vores regionale teaterorganisation, NEATA. Dagens store udfordring er at Norge ikke kan være vært for NEATAS Teaterfestival næste år, da Norsk Teaterråd er gået konkurs. Hvad gør vi så? Heldigvis tilbyder Færøerne sig som ”redningsmand”. Med et forslag om at gøre  festivalen til en ”Short Play Festival” på  Færøerne. En festival,  kun med korte stykker af 10-15 minutters varighed. Noget som  Færøerne og Island  har afprøvet og udviklet over de sidste år. Alle tilslutter sig med begejstring og klapsalver. Festivalen er reddet!

I løbet af eftermiddagen ser vi teater,  først i en stor lade og derefter en kostald – fuld af køer. Vi sidder i høet, mens køerne muh´er så højt at vi dårligt kan høre skuespillerne. Ret eksotisk og anderledes. Men det giver inspiration til at tænke anderledes, når det gælder festivaler – også i Danmark.

Kl. 18 stiller vi op til danske Circonflex´ forestilling ”Running”.  Alle bliver udstyret med  mp3 afspillere og in-ear hovedtelefoner. Derefter varmer vi op under ledelse af Circonflex´ 3 ”for-løbere”. Og så går turen ellers ud på gader, stræder og stier med et fascinerende sound-track i ørerne. Turen bliver en både mental og historisk rejse  ud  i ”løbets landskaber”. Fra moderne løbekultur  over antikkens Marathon  og andre milepæle i løbningens historie til situationer, hvor man løber for livet – er på flugt – ”On the run”. Vi kommer alle over målstregen , forpustede  men opløftede . Og en helt særegen teateroplevelse rigere.

Spots op west 2015 Running

Foto: Peter Rafn Dahm - Circonflex med Running

Senere på aftenen lukkes vi ind  i Teater Fluks´ kassevogn  til ”Flygtning transportable”  – 15 tilskuere  og 2 performere på  8 kvadratmeter. Her konfronteres vi med de 2 performeres arbejde med  - og  overvejelser omkring – dét at sætte sig ind i  og gestalte hvad det vil sige at være flygtning  - ”On the run”. Alt opleves i ”ultra-close”.  Vi ser, hører, mærker og  lugter alt. Her er ingen fysisk afstand eller mulighed for at lukke af. Det er stærkt, påtrængende, indtrængende. Så stærkt at en kvinde  pludselig  rejser sig  og vil ud – LIGE NU!. Performerne afbryder prompte. Får åbnet nøddøren og hjælper kvinden ud, roligt og omsorgsfuldt. Døren lukkes igen og forestillingen fortsætter. Efter 45 intense minutter er det slut og vi lukkes ud. Berørte, tavse og eftertænksomme.

Spots op west 2015 Flygtning

Foto: Peter Rafn Dahm - Teater Fluks med Flygtning Transportable

Vi afslutter dagen med den irske forestilling ”Guests of the nation”. En traditionel, men også meget ægte og gribende forestilling om konflikten mellem IRA og den engelske ”besættelsesmagt”. En konflikt, der i denne forestilling kun har ofre og tabere – absolut ingen vindere.

TORSDAG
Torsdag er ”Store generalforsamlingsdag” i IATA – ”The General Assembly”. Her vælges bestyrelsen ”The Council”, vicepræsidenten og  præsidenten m.fl. Og det tager hele dagen. Så i dag kan vi først  komme til at se teater fra kl. 19. Men vi prøver at nå 4 forestillinger. Vi får se om det lykkes…

Torsdag aften når vi ”kun” 3 forestillinger ud af de 4 vi har håbet at se. Det har sin pris at arrangere en festival spredt udover 15 spille-lokaliteter i et landområde: Det tager tid at komme fra den ene forestilling til den anden. Og vi har lagt vores ønske-program for tæt – så vi må droppe den fjerneste.

Vi begynder med den æstetisk meget flotte japanske danseforestilling ”Momiji Hunting”, der spiller i Westouters kirke. Et drama om sammenstødet mellem natur og brutalt frembusende civilisation. Akkompagneret af fløjte og et både stort og fascinerende strengeinstrument.

Spots op west 2015 Momiji 
Foto: Peter Rafn Dahm - Japansk forestilling Momiji Hunting

Derfra iler vi til en stor gammel lade, hvor den engelske  forestilling ”Journeys” spiller. Og sikke en rejse vi kommer ud på! Igennem første halvdel af det 20. århundrede og to verdenskrige  - oplevet gennem en række markante karakterer, situationer og skæbner – bundet sammen af rejsen og  flugten - som tema.

Alt sammen fremtryllet  af 4 oplagte, udtryksfulde og totalt timede spillere.  Og ganske få, men præcist valgte, rekvisitter, der udnyttes optimalt – originalt og overraskende.  Forestillingen spænder fra den lårklaskende  humor til den dybeste tragedie – holdt sammen af en stram og virkningsfuld dramaturgi. Godt gået!

Spots op west 2015 Journeys

Foto: Peter Rafn Dahm - Engelsk forestilling Journeys

Vi afslutter aftenen og festivalen med et totalt antiklimaks: Den belgiske forestilling ”Codewoord  Eldorado” Ifølge programmet skal vi se en forestilling om, hvorfor unge belgiske  mænd og kvinder melder sig til militærtjeneste og er parate til at gå i krig. Og det lyder jo både interessant og vedkommende.  Men det vi præsenteres for, er en  flok hvidklædte fjollehoveder, der  jagter  et konstant brølende uhyre. Det lykkes dem (vistnok) at nedlægge udyret vha. en troldmand, der pludselig kommer dumpende. Og vupti! - dukker en skøn ungmø frem. Hvorefter der bukkes. Forestillingen foregår udendørs i smukke omgivelser – og aftenvejret er fint.

Spots op west 2015 Codewoord

Foto: Peter Rafn Dahm - Belgisk forestilling Codewoord Eldorado

Herefter går turen hjem til hotellet, en sidste belgisk øl og så på hovedet i seng, fordi…

FREDAG

…skal vi meeeget tidligt op. Vi mødes til morgenmad kl. 7 og kører derefter direkte mod Danmark. Kl. ca. 18.30 er vi tilbage ved DATS sekretariatet i Rødekro. Og her skilles vore veje – én skal mod Sønderborg, to skal til Nordjylland, én til København og én til Langeland. Mætte af oplevelser og indtryk siger vi farvel og god sommer!

DATS – Dansk Amatør Teater og Scenekunst - Torpsgade 13 - Smidstrup - 7000 Fredericia - dats@dats.dk - Tlf. 74 65 11 03